Det overskuelige stillingsopslag
- Gør overskriften relevant, interessant og præcis
- Lav klart adskilte afsnit om opgaver, kompetenceønsker etc.; bland ikke informationerne sammen
- Fremhæv de vigtigste pointer i under- og mellemrubrikker
- Prioritér luft i stillingsopslaget
- Brug punktopstillinger, men gør det med måde
- Begræns tekstmængden, hold det hellere kort og præcist
- Læs korrektur
Vejledning til stillingsopslag for teknisk administrativt personale, TAP
Denne vejledning giver et bud på, hvordan du skriver et godt stillingsopslag samt kommer med gode råd til, hvad et stillingsopslag kan indeholde.
Et godt stillingsopslag imødekommer ansøgerens behov, sørger for ansøgeren får den tilstrækkelige viden og information der skal til for at søge stillingen og brander SDU som en attraktiv arbejdsplads.Samtidig udgør stillingsopslaget den formelle ramme omkring stillingen, så ansøgeren kan gøre sig bekendt med ansættelsesvilkår.
Kvalifikationskravene i stillingsopslaget skal kunne udgøre grundlaget for en evt. screening og indstilling til ansættelse, og de skal derfor overvejes nøje.
For at sikre transparens bør det fremgå af stillingsopslaget, at ansøgere bliver bedømt på 3 kriterier ( karriere, faglige kompetencer, personlige kompetencer), der ligger til grund for en konkluderende helhedsvurdering.
Overskrift
Overskriften skal være præcis, konkret og fængende. Den skal indeholde navnet eller titlen på stillingen.
Teaser/manchet
Uddyb overskriften i en kort teaser som beskriver, hvad stillingen i korte træk går ud på, samt hvad ansøger kan få ud af at søge stillingen. Denne tekst henvender sig også til Jobnet, LinkedIn og sociale medier. Den skal tiltrække potentielle kandidaters opmærksomhed.
Oprids arbejdsopgaverne før ønskerne til kompetencer
Hvad gør dette job til noget specielt, og hvilke områder i jobbet virker motiverendefor ansøgeren?
Et godt, specifikt, åbent og transparent stillingsopslag
Generelt søger potentielle kandidater nyt job for at få:
- Flere muligheder for læring/kompetenceudvikling
- Nye udfordringer
- En bedre kultur
- Bedre løn og personalegoder
- En stilling, der matcher deres kompetencer
- En stilling med bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv
- Karriereudvikling/forfremmelse
Det er en god idé at beskrive hvilke af disse motivationsfaktorer den konkrete stilling rummer i stillingsopslaget.
Beskriv de 5-7 primære og prioriterede arbejdsopgaver i jobbet. Du kan med fordel kombinere tekst og punktopstilling. Beskriv også gerne jobbets resultatmål. Hvilke mål skal medarbejderen nå for at få succes?
Prioritér ønskerne til kompetencer
Beskriv en række ønsker til kompetencer fremfor en tjekliste, hvor kandidater skal kunne nikke ja til alle kompetencer på listen. Så åbner I for, at flere kvalificerede kandidater kan søge stillingen.
Overvej, hvilke faglige og personlige kvalifikationer, det er vigtigt at fremhæve. Start med at beskrive de faglige kvalifikationer og erfaringer, der kræves, og beskriv derefter vigtige personlige kvalifikationer.
Hjælp ansøgere til at skrive gode ansøgninger:
- Beskriv, hvis ansøger skal redegøre for, hvordan medsendte bilag er udvalgt, og hvordan de repræsenterer ansøgerens kompetencer
- Beskriv, hvilke faglige og personlige kvalifikationer, der ønskes
Specificér uddannelseskrav
Specificér om en særlig uddannelsesbaggrund er et krav, eller om det kan være legitimt at søge, selvom den uddannelsesmæssige baggrund skulle være en anden end den forventede.
Beskriv arbejdspladsen
Kandidater hæfter sig mindre ved beskrivelsen af arbejdspladsen, og derfor kan denne information med fordel formidles sidst i stillingsopslaget.
Fortæl om afdelingen (antal medarbejdere, organisationsstruktur, kultur, værdier og omgangstone, referenceforhold osv.).Indsæt evt. link til enhedens hjemmeside.
Video om SDU påSDU’sYouTube-kanal:
- Dansk: https://youtu.be/37U8g_eGmNY?si=DMlEY8YNpTr-8OFK
- Engelsk: https://youtu.be/FXi3TpGb9OM?si=UnqwSC-oPsbA_xXY
Tekst om SDU:
Syddansk Universitet er sat i verden for skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med de rette mennesker. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.
Læs mere: https://www.sdu.dk/da/om_sdu
Beskriv rekrutteringsprocessen
Hvordan kan ansøgere forvente processen forløber? Hvem kan kontaktes ved spørgsmål? Det har stor betydning for ansøgerne at vide, hvornår de forskellige deadlines er i rekrutteringsprocessen, herunder ansøgningsfrist, hvornår der orienteres om shortlisting og om bedømmelse, hvornår man forventer at afholde samtaler mm. og hvornår stillingen skal tiltrædes.
Det skal fremgå af stillingsopslaget, at screening kan blive benyttet, hvis der skal være mulighed for at anvende screening.
Det kan fremgå af stillingsopslaget, at ansøgere kan læse mere om screening på Syddansk Universitet her: https://sdunet.dk/da/test/hr/rekrutteringsportal/tap-rekruttering#D8FF7485C74F4CF0AC4D8DA17E769015
Beskriv ansættelsesvilkårene
- Beskriv, om det er en fast stilling/et vikariat/projektansættelse/etc. på [timeantal] timer pr. uge. Ved tidsbegrænset ansættelse angives her ansættelsesperioden
- Beskriv, at ansættelse og aflønning sker efter overenskomst
- Tiltrædelsesdato og arbejdssted angives også
Skriv ansøgningsfristen og krav til ansøgningen
- Beskriv krav til CV og dokumentation for eksamener, erfaringer mm. baseret på stillingstype