Skip to main content
DA / EN

SUND Mentoring for Change program – information til mentorer

Mentoring for Change er designet som et gruppeforløb, hvor én mentor har ansvar for en samlet gruppe af mentees. Tanken med et gruppementorforløb er, at en mentor bedre kan identificere mønstre på baggrund af flere enslydende oplevelser af hindringer og barrierer, der kan være af systemisk karakter. Med støtte fra mentorer, kan mentees dele erfaringer i små fortrolige grupper, danne netværk og høste læring og støtte fra hinanden.

Mentors rolle ved gruppementoring er udvidet, idet der opstår et tovejs-forhold, hvor mentorer og mentees agerer ’partners for change’ og sammen identificerer strukturelle barrierer og reflekterer over egen daglig praksis, blandt andet i et diversitets-, inklusions- og ligestillingsperspektiv.

Rollen som mentor i Mentoring for Change forudsætter kompetencer til at facilitere samtaler i gruppeformat, sikre et trygt og sikkert fælles rum for dialog, samt at perspektivere og omsætte menteegruppens erfaringer til organisatorisk/systemisk input og viden.

Mentoring for Change på SUND er planlagt med deltagelse af 4-5 mentees pr. mentorgruppe. 
Programmet afvikles over et år. Der vil i løbet af programmet være to heldagsseminarer, hvor mentees deltager (mentorer er velkomne). Mentor og mentees forventes at mødes fem gange á 2 timers møder løbende igennem programmet.

Mentor og mentees udarbejder på første møde en aftale om, hvor ofte, i hvilket format og med hvilken grad af forberedelse gruppen planlægger at mødes i programperioden. Gruppen drøfter samtidig grænser og etik. I aftalen ekspliciteres også gruppens gensidige forventninger om fortrolighed og etisk varetagelse af hinandens delte oplevelser.

Som mentor forpligter man sig til:

  • At gennemføre programmet
  • At mødes med menteegruppen 5 gange over programperioden
  • At sparre med GET om proces og progression
  • At rapportere til GET i tilfælde af udfordringer før eller undervejs i mentorprogrammet
  • At overholde almene regler for tavshedspligt

Som mentor er man ansvarlig for:

  • At der udarbejdes en aftale med menteegruppen om, hvor ofte, i hvilket format og med hvilken grad af forberedelse gruppen planlægger at mødes
  • At samtalerne i menteegrupperne har blik for at skabe et trygt og sikkert rum for alle deltagere – og at alle er indforstået med almene regler for tavshedspligt
  • At menteegruppens input omsættes til organisatorisk læring og input på systemisk niveau og organisk forandring

Som mentor kan du forvente:

  • At modtage introduktion til rollen som mentor, til kontrakter, drøftelse af etik, afgrænsning, mentee’s udvikling og målsætninger samt løbende sparring og støtte af GET
  • At blive klædt på til at varetage opgaven som mentor 
  • At få sparring i forhold til mødeplanlægning og mødestrukturer
  • At SUND forestår den logistiske planlægning og afvikling af programmet
  • At transportudgifter dækkes af institutlederen

Mentormedvirken meriteres som en værdsat aktivitet på linje med vejledning. Der forventes normtimer svarende til 5x2 timer samt forberedelse til gruppemøder, samt 3 timer møder med GET. Anslået i alt 20 timer per program/gruppe.

Læs mere

Mentorprogrammet er beskrevet her

Sidst opdateret: 19.02.2024