Skip to main content
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Medarbejdere og ledere skaber Nyt SUND sammen

Frem mod flytningen til Nyt SUND vil en række tiltag skabe ændringer i kultur og praksis på SUND, som vil være med til at forme, hvordan vi skal arbejde i fremtiden. Det sker med bidrag fra både medarbejdere og ledere.

Af Bente Kjær, 20-05-2021

Med afsæt i forandringsprojektet ”Fra vision til handling” vil en række arbejdsgrupper definere konkrete tiltag i forhold til brugen af Nyt SUND – herunder ændringer i kultur og praksis. Projektet er forankret i ledelsen, men medarbejderne spiller en stor og væsentlig rolle i arbejdet.

Derfor deltager medarbejderrepræsentanter fra fakultetets samarbejdsudvalg også i udvalgte arbejdsgrupper. De er blandt andet  med i de grupper, som vil fastlægge arbejdslivet i hverdagen  - eksempelvis i forhold til kontor-, laboratorie- og mødekultur.

- Nyt SUND er en væsentlig ændring af det, vi kender til i dag, hvor der skal implementeres ændringer i kultur og praksis for alle medarbejdere. Det er derfor vigtigt for os, at medarbejderne deltager i arbejdet med Nyt SUND, at det er en transparent og involverende proces med tidlig inddragelse, siger Birgitte Damby Sørensen, som er medarbejderrepræsentant og næstformand i  samarbejdsudvalget.

Vi skaber en attraktiv og god arbejdsplads sammen

Birgitte Damby Sørensen fortæller, at samarbejdsudvalgets medarbejderrepræsentanter ser frem til at være med i de forskellige arbejdsgrupper. De mener, at processen i høj grad er i tråd med snakken om medarbejderindflydelse og medbestemmelse og er et godt eksempel på, hvordan det kan gøres. 

I arbejdsgrupperne vil medarbejderrepræsentanternes opgave være den samme som i samarbejdsudvalget. Nemlig den at tage udgangspunkt i medarbejdernes fælles interesser om arbejdspladsens forhold.

- Samarbejdsudvalgets arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter har et stort netværk, og indgående kendskab til alle medarbejdergruppers synspunkter og kan komme med forslag, der kan indgå i grundlaget for ledelsens endelige beslutning, forklarer Birgitte Damby Sørensen.

- Dermed er vi sammen med ledelsen, med til at skabe en attraktiv og god arbejdsplads, med motiverede medarbejdere som har fået ejerskab i Nyt SUND projektet, og hvor balancen mellem arbejds- og privatliv er forenelig.

Alle skal kunne se sig selv i den nye virkelighed

Dekan Ole Skøtt, som er er formand i samarbejdsudvalget, mener, at det er helt centralt, at medarbejderne er med til at formulere og igangsætte den kulturændring, vi alle vil opleve, når vi flytter til Nyt SUND.

- Nyt SUND er ikke bare en bygning, der sætter nye rammer for vores arbejdsliv – det er også en vision,som giver mange nye muligheder og som også vil medføre forandringer i vores hverdag og kultur . Og det er nu, vi skal virkeliggøre visionen fra det visionspapir, som danner grundlag for byggeriet, så vi kan få mest mulig glæde og fornøjelse ud af bygningen, forklarer Ole Skøtt og fortsætter:

- Det er et stort forandringsprojekt, som vi kommer bedst i mål med ved udbredt inddragelse, så alle kan se sig selv i den nye virkelighed.

- Derfor er det vigtigt, at medarbejderrepræsentanterne deltager i arbejdet. De er jo netop repræsentanter for medarbejdernes synsvinkel – og de er altafgørende for, at vi får etableret handlinger, som er forankret i medarbejdernes hverdag og derfor opleves som meningsfulde.

Medarbejdernes viden er afgørende

Ole Skøtt understreger desuden, at det gælder om at få en så oplyst og åben en proces som muligt, da det er grundlaget for en konstruktiv dialog mellem medarbejderrepræsentanterne og ledelsen.

- Det er vigtigt, at man kan give sin mening til kende, og at der bliver lyttet til den i så stor en ændring. På den måde kan vi sammen finde de nødvendige løsninger på fremtidens udfordringer i fælles forståelse, siger Ole Skøtt.

- Så skal man heller ikke glemme, at vores medarbejdere ofte har gode idéer og løsninger, som kan bruges til nytte for alle. Medarbejderne kommer jo med viden, som er afgørende for, at vi kan skabe et godt miljø og trivsel i hverdagen, pointerer dekanen.


Arbejdsgrupper med medarbejderrepræsentation

Medarbejderrepræsentanter fra samarbejdsudvalget (SU) deltager i nedenstående arbejdsgrupper på centralt niveau.

Deltagelse i de valgte arbejdsgrupper og begrundelser herfor sker på baggrund af drøftelser mellem arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter (AMR og TR) i Samarbejdsudvalget.

Ud over deltagelse i arbejdsgrupper på centralt niveau, er mange medarbejdere såvel VIP som TAP også involveret i underlæggende arbejdsgrupper især på institutniveau.

Medarbejderrepræsentanter deltager i følgende arbejdsgrupper på centralt niveau:

  • Gruppen skal arbejde med Nyt SUND-kulturen herunder en model for tildeling af kontorer, arbejdsuge og hjemmearbejde. Dette vil indebære væsentlige ændringer for alle medarbejdere, da der vil komme en anden løsning end den vi kender i dag.
  • Repræsentanter: Marianne Lie Becker (TR-TAP) og Anja Hvidtfeldt Stanek (TR-VIP). 
  • Gruppen skal se på laboratorier og fællesfaciliteter, indretning og arbejdsmiljø.
  • Repræsentanter: Christina Bøg Pedersen (AMR) og Birgitte Damby (TR).Både Christina og Birgitte arbejder i laboratoriemiljøer på forskellige institutter.
  • Gruppen skal se på arbejdsmiljømæssige forhold, nye arbejdsformer og praksis, samt håndtering af personalejuridiske forhold.
  • Repræsentanter: Lars Elbæk (TR-VIP) og Bente Haugaard Kristensen (TR-TAP).

Grupperne skal arbejde med henholdsvis:

  • Planlægning og effektuering af oprydning i laboratorier - herunder også udstyr i kældre - både op til flytning og efterfølgende.
  • Planlægning og effektuering af den fysiske flytning til Nyt SUND. Herunder også indflytning/opsætning af evt. nyt udstyr og inventar.
  • Repræsentant: Christina Bøg Pedersen (AMR). Christina har en stor og bred viden og netværk som erfaren arbejdsmiljørepræsentant.
Har du spørgsmål om Nyt SUND?

Er der noget, du gerne vil vide om Nyt SUND, så hører vi meget gerne fra dig. Send en mail med spørgsmål, kommentarer, input eller andet til nytsund@health.sdu.dk.

Send mail

Nyt SUND-bygningen

Få indblik i Nyt SUND-bygningens arkitektur og indretning samt de faciliteter og det miljø, som kommer til at sætte rammerne for forskning, undervisning og administration på fremtidens SUND.

Bygning

Visionen for Nyt SUND

Bliv klogere på vision, målsætninger og strategiske mål for Nyt SUND her.

Redaktionen afsluttet: 19.05.2021