Skip to main content
KI - Medarbejderportal
Klinisk Institut

Julehilsen fra Rikke Leth-Larsen

Læs årets julehilsen fra institutleder Rikke Leth-Larsen

Kære alle på Klinisk Institut

Julen nærmer sig, og jeg vil gerne takke jer for endnu et år med stort engagement, samarbejde og fortsat udvikling. Det er en fornøjelse at arbejde sammen med jer, både som enkeltpersoner og ude i miljøerne.

Den nye forskningsstrategi for Klinisk Institut og OUH lander snart, og tak til alle jer, der har bidraget med indhold og fokus. Strategien skal nu ud at leve i miljøerne og sikre, at vi som universitet og sygehus står stærkt både lokalt, nationalt og internationalt. Det betyder også, at nogle områder vil have et særligt fokus i en periode.

I 2025 har vi budt mange nye kolleger velkommen – fra ph.d.-studerende til professorer – og flere afdelinger har fået nye forskningsledere som led i et generationsskifte. Jeg kan ikke nævne jer alle, men varmt velkommen til jer, der er nye i Klinisk Institut eller trådt ind i nye roller.

En stor tak til hele kredsen af forskningsledere, institutledelsen, institutrådet og arbejdsmiljøudvalget. Jeres arbejde gør en mærkbar forskel for fællesskabet på Klinisk Institut. Vores udvalg og fælles mødefora er nu godt konsolideret og repræsenterer instituttet bredt.

Ligeledes tak for det meget gode samarbejde med sygehusets direktion og forskningsstab – det betyder meget, at to store organisationer kan arbejde så tæt og tillidsfuldt sammen.

Der er meget forandring omkring os. Sundhedsreformen, fusionen mellem sygehuse og flytningen til Nyt OUH giver både nye muligheder og nye bekymringer. Samtidig arbejder vi med centralisering af uddannelsesadministrationen på SDU og med at skabe mere sammenhængende overblik og en tydeligere prioritering af Klinisk Instituts økonomi. Vi må tage nogle valg, som alle ikke nødvendigvis vil være enige i.

Den administrative understøttelse omkring HR, økonomi og ansøgninger/bevillinger er blevet styrket, og jeg håber, at I mærker, at processer glider bedre, og at I får den hjælp, I har brug for.

Vi arbejder fortsat på at skabe bedre overblik over undervisning, tydelige karriereveje og de mange steder, hvor I bidrager til fællesskabet. Selvom vi er et stort institut, er det vigtigt for os, at I oplever nærhed samt let adgang til kontakt med os.

I det nye år glæder jeg mig til at lære jer endnu bedre at kende ude i miljøerne, og at understøtte jer bedst muligt i de mange vigtige opgaver, I løfter inden for forskning, undervisning og karriereudvikling.

Rigtig glædelig jul og godt nytår – og tak for alt det, I hver især bringer ind i Klinisk Institut.

 

De bedste hilsner
Rikke Leth-Larsen
Institutleder, KI

Redaktionen afsluttet: 16.12.2025