Find
Bibliotek
Genveje
På nuværende tidspunkt er der ikke en app.
Udbyderen af mTIME er i gang med at udvikle en app, men den er endnu ikke færdigudviklet.
Hvis du er deltidssygemeldt, skal du registrere din aktuelle arbejdstid samt dit fravær i mTIME.
Bemærk, at du ikke kan have en samlet arbejdstid over din dagsnorm på de dage, hvor du også har fravær (f.eks. sygdom).
Hvis du opdager en fejl på din timeseddel, efter den er godkendt, kan du skrive til mTIME-support for at få din timeseddel genåbnet.
Vi kan genåbne timesedler 12 måneder tilbage i tiden.
Hvis du oplever, at dine planlagte feriedage og særlige feriedage ikke automatisk kommer over i mTIME, skal du starte med at tjekke, om din ferie er korrekt oprettet i HCM.
Det er ikke muligt at rette din ferie direkte i mTIME, da mTIME synkroniserer med HCM hver 4. time, og dine ændringer vil derfor blive overskrevet med den ferie, der er registreret i HCM. Alle feriedage og særlige feriedage skal derfor ændres via HCM.
Kontakt gerne din fraværsansvarlige omkring ændringer i HCM.
Tjek bl.a. disse ting, hvis din ferie mangler i mTIME:
Starter eller stopper min ferie på en lørdag eller søndag?
Hvis din ferie gør det, skal du slette og oprette din ferie igen, så ferien hverken starter eller stopper på en lørdag eller søndag.
Vent til næste dag og tjek, om ferien er kommet korrekt over i mTIME. Hvis ikke, skal du kontakte mTIME-support.
Er ferieperioden ikke sammenhængende?
Hvis f.eks. alle 5 særlige feriedage er planlagt i samme reservation, men perioden ikke er sammenhængende.
Her vil mTIME lægge særlige feriedage ind for hele perioden i stedet for som enkelte dage. Ferieperioden skal derfor slettes helt, og dagene oprettes enkeltvis.
Vent til næste dag og tjek, om de særlige feriedage er kommet korrekt over i mTIME. Hvis ikke, skal du kontakte mTIME-support.
Kun feriedage og særlige feriedage bliver lige nu integreret i mTIME fra HCM. Alt andet fravær skal du selv registrere i mTIME.
Bemærk, at alt fravær også skal registreres i HCM (og aftales med nærmeste leder).
Ved deltagelse i konferencer, seminarer, kurser mv., vil den programsatte tid skulle registreres som arbejdstid.
Egen tid under arrangementet samt sociale aktiviteter -fx middag mv. - tæller ikke med i arbejdstiden.
Det anbefales, at du i kommentarfeltet angiver f.eks. ”kursus”.
Hvis linjen “Arbejdstid” mangler fra din timeseddel, skal du klikke på ”Vælg fraværstype/projekt” og tilføje linjen her (sæt flueben ved linjen, du ønsker at tilføje og tryk derefter på ”Luk”).
Linjen vil herefter vises på din timeseddel og fremtidige timesedler. Ændringen vil ikke ske på måneder tilbage i tid.
Tryk på knappen for at tilføje linjen "Arbejdstid":
Sæt et flueben ud for linjen "Arbejdstid" og tryk derefter på "Luk":
Pkt. 2.9 i SDU’s personalepolitiske retningslinjer angiver, at man kan gå til læge / tandlæge i arbejdstiden. Det sker efter aftale med nærmeste leder.
Tandlæge / lægebesøg medregnes i den daglige arbejdstid, så der skal ikke anvendes en særlig fraværskode.
Det anbefales, at du i kommentarfeltet angiver læge / tandlægebesøg.
Du skal altid registrere det aktuelle antal timer, som du har arbejdet den pågældende dag.
Du kan derfor godt registrere mere eller mindre end din dagsnorm (uanset om du registrerer tid på projekter eller ej).
Husk dog, at for at kunne overholde 11-timersreglen, må man kun arbejde samlet 13 timer pr. døgn.
Hvis din daglige normtid i mTIME ikke er korrekt, beder vi dig skrive en mail til vores mTIME-support med din leder Cc.
Vores support team vil herefter foretage ændringen i mTIME.
Det er også vigtigt, at du giver besked til mTIME-support, hvis du f.eks. arbejder 4 dage om ugen i stedet for 5.
Hvis du har et eller flere børn under 7 år, har du ret til 2 omsorgsdage pr. år. pr. barn.
Hvis du oplever en fejl i mTIME, når du forsøger at registrere en omsorgsdag, bedes du kontakte mTIME-support.
Det er kun medarbejdere omfattet af flekstidsaftalen, der optjener fleks/opsparede timer. De registrerer deres timer i Buanco.
De medarbejdere, der ikke er omfattet af flekstidsaftalen, optjener dermed ikke fleks, og systemet vil ikke akkumulere timerne fra måned til måned. Du skal altid registrere det aktuelle antal timer, som du har arbejdet den pågældende dag. Både når det er mere eller mindre end din dagsnorm. Efter aftale med din nærmeste leder kan du vælge at have 0 timer en dag og dermed udligne, at du har haft ”for mange” timer andre dage.
Du kan dog se din samlede arbejdstid pr. måned yderst til højre på din timeseddel.
Linjen ”Tidsforbrug i alt” = Dine aktuelle registrerede timer
Linjen ”Daglig arbejdsnorm” = Din normtid
Linjen ”Difference” = Forskellen mellem dine aktuelle timer og din normtid
Din leder vil kigge på et gennemsnit af dine timer over en længere periode (typisk 4 måneder), og her vil din leder holde øje med, at du ikke overstiger de 48 timer i gennemsnit pr. uge.
Dagen for SDUs årsfest er en halv helligdag for alle fastansatte på SDU, da SDU lukker kl. 12.00 den pågældende dag.
Du skal dog stadig registrere det aktuelle antal timer, som du har arbejdet den pågældende dag.
Hvis du holder ferie på denne dag, tæller det som en hel feriedag.
Hvis der sker ændringer i dit navn, din dagsnorm, din enhed eller din p-leder, skal dette meldes ind til SDU HR Ansatte, som herefter vil ændre dette i HCM og mTIME.
Hvis du mangler en bestemt fraværstype på din timeseddel, skal du klikke på ”Vælg fraværstype/projekt” og tilføje den ønskede fraværstype her (sæt flueben ved linjen, du ønsker at tilføje og tryk derefter på ”Luk”).
Linjen vil herefter fremgå på din timeseddel og fremtidige timesedler.
Ændringen vil ikke ske tilbage i tid.
Tryk på knappen for at vælge flere/andre fraværstyper:
Sæt flueben ved de fraværstyper, du ønsker at have vist på din timeseddel:
Sidst opdateret: 26.03.2025