Skip to main content
SDU Digital

Jeg skal være mor

Nye regler (børn født 2/8 2022 eller senere)

Se barselsvejledningen samt administrationsgrundlaget (medst.dk) for nærmere oplysninger.

Senest 3 måneder før det forventede fødselstidspunkt skal du oplyse, hvornår du regner med at begynde på din graviditetsorlov.

Ønsker du at overdrage den del af orloven, som ligger i perioden 3.-10. uge efter fødslen, til far/medmor, skal du give besked herom til Vivi Madsen i SDU HR, Ansatte, senest 4 uger før forventet fødsel. Du skal samtidig oplyse, om du ønsker at påbegynde forældreorloven eller om du ønsker at opstarte arbejde.

Så snart barnet er født, skal der gives besked til Vivi Madsen i SDU HR, Ansatte, så orloven kan indberettes til Udbetaling Danmark.

Senest 6 uger efter fødslen skal du give besked om, hvordan du vil benytte dine øvrige orlovsmuligheder. Beskeden skal sendes til Vivi Madsen i SDU HR, Ansatte, som så udfærdiger en barselsplan, som sendes til dig til godkendelse, underskrift og returnering.

Du har ret til 6 ugers graviditetsorlov med løn fra det tidspunkt, hvor der skønnes at være 6 uger til fødslen. Din terminsdag medregnes i graviditetsorloven.

Hvis du føder tidligere end forventet, vil din graviditetsorlov blive kortere end 6 uger. Hvis du føder senere end forventet, vil graviditetsorloven blive længere end 6 uger. Det vil dog ikke få indflydelse på din ret til løn i graviditetsorloven, eller i øvrigt medføre nogen afkortning af den barselsorlov, som du har ret til efter fødslen. 

Efter aftale med nærmeste leder har du mulighed for at arbejde delvist i graviditetsorloven. Hvis du ikke udnytter alle 6 uger, kan de resterende uger/dage ikke bruges til at forlænge orloven efter fødslen.

Efter fødslen har du og far/medmor hver ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge. Dine 24 uger er fordelt således:

  • 2 ugers øremærket barselsorlov
  • 8 ugers barselsorlov, som kan overdrages
  • 9 ugers øremærket forældreorlov
  • 5 ugers forældreorlov, som kan overdrages/udskydes

Du har ret til barselsorlov med fuld løn i de første 10 uger efter fødslen. De 10 uger regnes fra dagen efter barnets fødsel. I de første 2 uger har du pligt til at holde orlov. De øvrige 8 uger kan du overdrage til far/medmor såfremt dette ønskes.

9 uger af forældreorloven er øremærket til dig som mor, og skal bruges inden dit barn bliver 1 år. Hvis du ikke holder de øremærkede orlovsuger, bortfalder barselsdagpengene, og dermed også retten til lønnet orlov. Det er ikke muligt at overdrage de øremærkede uger til far/medmor.

De resterende 5 uger kan du overdrage til far/medmor såfremt dette ønskes, eller du kan udskyde dem og afholde dem senere. De overdragne uger skal afholdes inden barnet bliver 1 år. Udskudte uger skal afholdes inden barnet bliver 9 år.

Du og far/medmor kan afholde orloven samtidig, i forlængelse af hinanden eller på skift.

Forældreorloven består af en lønnet og en ulønnet del. Den lønnede del af orloven skal altid afholdes først.

Bemærk at der er ret til 32 ugers fravær efter barselsorloven (altså ret til forældreorlov på op til 32 uger), men der er alene 24 uger med barselsdagpenge til hver forælder samlet set efter fødslen. 

Ny orlovsmodel 11 ugers øremærket orlov - 24-24-modellen

Som mor kan du overdrage op til 8 uger af din barselsorlov og op til 5 uger af forældreorloven til den anden forældre (i alt op til 13 uger). 

Du kan først overdrage orlov til den anden forælder, når dit barn er født. Derudover skal I begge være registreret som forældre, før I kan overdrage orlov til hinanden.

Den overdragne orlov skal som udgangspunkt holdes inden 1 år efter barnets fødsel med mulighed for at forlænge eller udskyde orloven frem til den dag barnet fylder 9 år.

Overdragelsen af orlov foregår via borger.dk, og der skal sendes kopi af overdragelsen til Vivi Madsen i SDU HR, Ansatte.

Ny orlovsmodel overdragelse af op til 13 uger - 24-24-modellen

Hvis I som forældre ikke bor sammen på tidspunktet for fødslen, sker der en anden fordeling af orloven.

Orloven for forælderen, som barnet bor hos:

  • 24 ugers orlov, der følger de almindelige regler beskrevet ovenfor.
  • Derudover tildeles der 13 ekstra ugers orlov, som skal afholdes inden barnet fylder 1 år. Forælderen kan vælge at overdrage op til 13 ugers orlov til den anden forælder, samt at udskyde eller forlænge ugerne frem til 9 år efter modtagelsen, hvis betingelserne er opfyldt. 
  • Hvis forælderen barnet bor hos også har eneforældremyndighed, eller får eneforældremyndighed over barnet inden barnet fylder 1 år, kan forælderen søge Udbetaling Danmark om yderligere 9 ugers orlov med barselsdagpenge. 

Orloven for den forælder, som barnet ikke bor hos:

  • Hvis barnet ikke bor hos mor, har mor ret til 2 ugers orlov ved fødslen + 8 ugers orlov + 9 ugers orlov. De øremærkede uger kan ikke overdrages. 
  • Hvis barnet ikke bor hos far/medmor, har far/medmor ret til 2 ugers orlov ved fødslen + 9 ugers orlov. De øremærkede uger kan ikke overdrages. 

    Forældre bor ikke sammen - barn bor hos mor

    Forældre bor ikke sammen - barn bor hos far/medmor

Du har som mor ret til 6 ugers graviditetsorlov med løn fra det tidspunkt, hvor der skønnes at være 6 uger til fødslen (6 uger til termin). 

Derudover har du ret til fuld løn i barselsorloven, som er de 10 uger der ligger i umiddelbar forlængelse af fødslen. 

Dernæst har du ret til fuld løn i 10-16 uger af forældreorloven. Hvis barnets far/medmor også er omfattet af statens barselsaftale, har I tilsammen ret til løn under forældreorloven, svarende til 10+7+6 (23) uger, 10 uger til mor og 7 uger til far/medmor samt 6 uger, som i frit kan fordele mellem jer. Afholder du de 6 uger der kan fordeles frit mellem jer, kan du altså få fuld løn i op til 16 uger af forældreorloven. Er barnets far/medmor ikke omfattet af barselsaftalen, påvirkes din lønret ikke af, om far/medmor holder lønnet forældreorlov efter andre regler.

Du har ret til løn i de ovennævnte perioder, hvis du samtidig har ret til dagpenge. Retten til løn efter barselsaftalen er nemlig betinget af, at arbejdsgiveren kan få den fulde dagpengerefusion. 

Bemærk at det er din egen pligt at søge om barselsdagpenge, og at SDU ikke gør dette for dig. SDU indberetter dog til Udbetaling Danmark når orloven ophører, hvorefter Udbetaling Danmark sender dig en ”anmodning om barselsdagpenge”, via din eboks. Vær i øvrigt opmærksom på, at de lønnede uger fra SDU fratrækkes jeres uger med barselsdagpenge.

Selvom dagpengeretten ikke overstiger 24 uger, er der som sagt ret til fravær i 32 uger efter fødslen (32 ugers forældreorlov). I kan vælge at udstrække forældreorloven fra 32 uger til 40 eller 46 uger. 

Hvis I benytter jer af muligheden for at udstrække orloven, skal hele orloven holdes i sammenhæng.

Som mor kan du udskyde op til 5 uger af forældreorloven.

Selvom du har ret til mere orlov eller fået overdraget orlov fra den anden forælder, kan du ikke udskyde mere end 5 ugers orlov uden aftale med din leder. 

Den udskudte orlov skal holdes efter barnet er blevet 1 år. Orloven skal holdes samlet, og den skal være holdt inden barnet fylder 9 år. Udskudt orlov kan afholdes med et varsel på 8 uger.

Det er dog også muligt at lave en aftale lokalt med din leder, om udskydelse af et andet antal ugers forældreorlov (dog højst 13 uger). Igen skal den udskudte orlov afholdes inden barnet fylder 9 år, og afholdelse sker efter aftale, eller med et varsel på 16 uger. En aftalebaseret udskudt orlov kan alene anvendes på SDU.

 

Spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål indenfor området barsel er du velkommen til at kontakte Vivi Madsen.

Kontakt Vivi Madsen

Sidst opdateret: 31.01.2022