Skip to main content

2. Stillingsopslag

Tidsforbrug i denne fase:  1-16 uger 

(afhængig af stillingskategori) 

Skab interesse og tiltræk kvalificerede ansøgere 

Stillingsopslaget er et centralt redskab i SDU’s åbne, transparente og meritbaserede rekruttering, og et godt stillingsopslag er afgørende for at tiltrække kvalificerede og mangfoldige ansøgere. Det skal informere klart og inspirere samt distribueres strategisk nationalt og internationalt. 

Derfor er stillingsopslaget vigtigt 

  • Øger kvalitet og bredde i ansøgerfeltet 
  • Skaber transparens og kommunikerer tydelige forventninger 
  • Understøtter meritbaseret vurdering med klare kriterier 
  • Giver et realistisk billede af jobbet og SDU som arbejdsplads.

Ansvar og roller

Hvem gør hvad?

Nedenfor fremgår ansvar og opgaver i denne fase.

Indhold, kvalitet og faglig relevans

Den ansættelsesbemyndigede leder har ansvaret for, at stillingsopslaget er præcist, appellerende og tydeligt i forventninger og krav.

NB: Fakultetet kan fastsætte regler for dokumentation af ansøgernes kvalifikationer, herunder for omfanget af det materiale, som ansøgerne kan få inddraget i bedømmelsen.

Den ansættelsesbemyndigede leders faglige indsigter er centrale for, at opslaget rammer de rigtige ansøgere – både nationalt og internationalt.

I denne fase skal den ansættelsesbemyndigede leder:

  • Sikre en åben, transparent og meritbaseret rekruttering. 
    NB: For at sikre transparens og for at kunne anvende shortlisting, skal det fremgå af stillingsopslaget, at ansøgere bliver udvalgt på 4 kriterier, som udgør grundlaget for shortlisting, bedømmelse og indstilling til ansættelse:
  • Videnskabelig karriere ud fra CV
  • Videnskabelige kvalifikationer ud fra publikationsliste, de medsendte publikationer, forskningserfaring og, hvis relevant, erfaring med forskningsledelse og forskningssamarbejder samt medsendt forskningsplan
  • Undervisningsmæssige kvalifikationer ud fra den medsendte undervisningsportfolio
  • Øvrige kvalifikationer i forhold til det konkrete stillingsindhold
  • Skrive stillingsopslaget, så det er udformet i et klart og inkluderende sprog, kønsneutralt, fri for bias samt viser et klart og retvisende billede af stillingen:
  • Sikre at stillingsbetegnelsen er kønsneutral
  • Beskrive stillingens opgaver, ansvar og udviklingsmuligheder
  • Tydeliggøre fagligt miljø, samarbejdsflader og placering på SDU
  • Formulere krav og ønskede kompetencer
  • Sikre korrekt info i opslaget om brug af shortlisting
  • Informere om, hvem I er, og holde indforståede forkortelser på et minimum
  • Afstemme opslaget med SDU’s fokus på lige muligheder (handicapfortrin), diversitet, ligestilling og inklusion samt professionel behandling af alle ansøgere
  • Forklare processen transparent: evt. shortlisting, evt. test, samtaler mm.
  • Informere evt. eksterne netværk og faggrupper på fx LinkedIn Sikre, at stillingen slås op internationalt
    Hvis dekan/institutleder finder, at der er særlige forhold, der gør, at en stilling ikke opslås internationalt, skal rektor anmodes om dispensation.

Sparring, kvalitetssikring og publicering

HR-medarbejderens støtte sikrer, at stillingsopslaget er korrekt, komplet og i tråd med lovgivning og SDU’s retningslinjer.

HR-medarbejderens ansvar er at gøre opslaget synligt, professionelt og let tilgængeligt for alle ansøgere.

I denne fase skal HR-medarbejderen:

  • Rådgive den ansættelsesbemyndigede leder om struktur, formuleringer og lovkrav
  • Kvalitetssikre stillingsopslaget inkl. obligatoriske oplysninger og med afstemning med SDUs værdier
  • Markere feltet kritisk forskning i HCM, hvis der i stillingen er tale om kritisk forskning eller adgang til kritisk forskning
  • Publicere stillingsopslaget på SDU.dk, jobnet og andre relevante jobportaler i minimum 14 dage (ofte op til 4 uger eller længere ved specialiserede stillinger)
  • Informere evt. eksterne netværk og faggrupper på fx LinkedIn
  • Stå for kontakt/kommunikation med kandidater.

Opsøgende rekruttering

Søgekomitéer er et centralt redskab til at skabe stærke ansøgerfelter – særligt til VIP-stillinger. 

De består af medlemmer med høj faglig indsigt og bredt udsyn og supplerer stillingsopslaget ved aktivt at identificere relevante kandidater. 

Søgekomitéens opgave er at finde – ikke vurdere – ansøgere. Den er et supplement til opslaget og er særlig vigtig i konkurrenceprægede eller snævre fagmiljøer, som kan forekomme på SDU.

I denne fase skal søgekomitéen:

  • Arbejde proaktivt med at identificere og kontakte mulige ansøgere
  • Vurdere egen habilitet ift. hver mulig ansøger
  • Bidrage til diversitet i ansøgerfeltet ved bl.a. at tænke bredt og globalt
  • Have fokus på SDU’s værdier om lige muligheder (handicapfortrin), diversitet, ligestilling og inklusion
  • Hjælpe med at spotte talenter, som ellers ikke ville søge
  • Skabe troværdighed i processen gennem åbenhed og dokumentation.