Skip to main content
Institut for Teknologi og Innovation

Valg til arbejdsmiljøorganisationen

Valgforløb

På SDU vælges arbejdsmiljørepræsentanten af og blandt sine kollegaer for at kunne varetage sin funktion som talerør for de ansatte i samarbejdet med lederen i arbejdsmiljøgruppen. På SDU er der indgået en lokalaftale, som fastlægger en valgperiode på 3 år. I afslutningen af hver valgperiode gennemføres valg til den kommende valgperiode. Der kan gennemføres valg af ny arbejdsmiljørepræsentant i tilfælde af omorganisering eller hvis arbejdsmiljørepræsentanten ikke kan varetage sit hverv.

Medarbejdere, der er ansat i det område, som arbejdsmiljøgruppen dækker, kan stille op ved valg af arbejdsmiljørepræsentant. Valg af arbejdsmiljørepræsentant følger reglerne for valg af tillidsrepræsentant. Dvs. at medarbejdere der ønsker at stille op som arbejdsmiljørepræsentant, skal

  • være ansat uden ledelsesmæssige beføjelser,
  • have mindst 9 måneders ansættelse på SDU bag sig (ikke et krav at de 9 måneder er sammenhængende),
  • og ikke være ansat som elev eller lærling.

En arbejdsmiljørepræsentant kan vælges, selvom vedkommende ikke opfylder anciennitetskravet i TR-aftalen, hvis arbejdsgiveren ikke kan finde en medarbejder, som opfylder dette krav, og som ønsker at blive valgt. 

Arbejdsmiljørepræsentanten behøver ikke være tilknyttet en faglig organisation, som det er tilfældet med en tillidsrepræsentant. 
Arbejdsmiljørepræsentanten kan sagtens være både arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant, valgene skal bare foregå hver for sig.

Reglerne for valg af tillidsrepræsentant kan findes under §2 Cirkulære om Tillidsrepræsentanter i Staten mv.

En medarbejder, der ønsker at stille op til valget som arbejdsmiljørepræsentant, giver sin interesse til kende overfor sin institutleder, sekretariatsleder eller områdechef, som har igangsat det lokale valg. Denne leder kan dog have udpeget en anden person til at koordinere valget. I sådan et tilfælde vil man skulle melde sit kandidatur til den person, som lederen har udpeget. Er der tvivl om valgets forløb kontaktes den lokale arbejdsleder eller nuværende arbejdsmiljøgruppe.

Arbejdsmiljørepræsentanter vælges af og blandt medarbejderne i det område, som den pågældende arbejdsmiljøgruppe dækker. Alle medarbejdere i den givne enhed, som ikke har ledelsesmæssige beføjelser, kan stemme. Det gælder også lærlinge, deltidsansatte, løstansatte, afløsere, vikarer og praktikanter.

Om man er arbejdsleder, afgøres ved en konkret vurdering af arbejdslederens funktion og opgaver. Det er ikke stillingsbetegnelsen som arbejdsleder, der er afgørende for, om denne er arbejdsleder i forhold til arbejdsmiljølovens regler. En arbejdsleder kan således godt selv deltage i det praktiske arbejde, når bare den væsentlige del af tiden går med at lede eller føre tilsyn med andres arbejde.

Valget finder sted blandt de ansatte i det område, som den enkelte arbejdsmiljøgruppe dækker. Der kan være en gruppe, der dækker et helt institut, eller en enhed, som har flere grupper. De lokale valg forløber efter denne model, med lokale tilpasninger:

  1. Enhedslederen eller anden udpeget arbejdsmiljøleder udsender en mail til medarbejderne om, at det er muligt at stille op til valg som arbejdsmiljørepræsentant for valgperioden [tidsperiode]. Det skal fremgå tydeligt, hvilke kriterier der er gældende for at være valgbar, hvilken arbejdsmiljøgruppe man kan stille op til, og hvordan man melder sit kandidatur. Dertil er det vigtigt, at de meldte kandidater er valgbar, inden valget fortsættes. Der findes relevante informationer på servicesiden.

  2. Medarbejderne melder pr. mail deres kandidatur til institutleder, sekretariatschef eller områdeleder. Er der i stedet udpeget en lokal kontaktperson, orienteres vedkommende om kandidaturet. 

    Medarbejderne kan også vælge, på baggrund af lederens mail, at afholde et møde, hvor de drøfter, hvem der ønsker at stille op til posten som arbejdsmiljørepræsentant. Er der flere kandidater til posten, skal der udskrives kampvalg (se afsnit 3.b). Opstiller kun en medarbejder til posten, kan medarbejderne meddele pr. mail til lederen, at de har valgt vedkommende ved fredsvalg (se afsnit 3.a).

  3. Der kan forekomme tre valgscenarier:
    a. Er der kun én kandidat, der opstiller, er vedkommende valgt ved fredsvalg (se afsnit 3.a).
    b. Er der flere kandidater opstillet, skal der gennemføres kampvalg (se afsnit 3.b).
    c. Ingen kandidater melder sig til posten. Her er det vigtigt at medarbejderne mødes og får viden om vigtigheden af arbejdsmiljøarbejdet for trivslen og sikkerheden på arbejdet. Det kan være den fungerende arbejdsmiljørepræsentant eller hele arbejdsmiljøgruppen der formidler denne viden. 

    3.a Ved fredsvalg orienterer enhedslederen alle berørte medarbejdere om fredsvalget.
    3.b Forløbet af kampvalg aftales lokalt. Kampvalg kan fx foregå ved at enhedslederen orienterer medarbejderne om, hvem der stiller op til posten som arbejdsmiljørepræsentant og at berørte medarbejdere kan afgive deres stemme pr. mail til fungerende arbejdsmiljørepræsentant, tillidsrepræsentant eller lokal kontaktperson. På den måde bliver det endelige valg anonymt for øvrige kandidater, kolleger og enhedslederen. Kun vedkommende som indsamler stemmeafgivelserne kender til, hvem der har stemt på hvem. Ved lige mange stemmer kan der foretages en endelig lodtrækning. 

  4. Enhedslederen sørger for, at valget godkendes af formanden for FAMU, og godkendelsen meddeles til arbejdsmiljøgruppen efterfølgende.

  5. Enhedslederen giver herefter Arbejdsmiljøteamet besked om medarbejdernes valg via arbejdsmiljoe@sdu.dk

 

Den nyvalgte arbejdsmiljørepræsentant:

  • får en bekræftelse, når vedkommende er godkendt af ledelsen.
  • opfordres til at anmelde sit valg til sin eventuelle fagforening med henblik på at modtage information og støtte herfra.
  • deltager i valg af arbejdsmiljørepræsentant til de efterfølgende valg til hovedområdets koordinerende arbejdsmiljøudvalg (FAMU), campusarbejdsmiljøudvalg (CAMU) og Hovedarbejdsmiljøudvalget (HOAMU). 
  • tilmelder sig den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse. Den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse skal være gennemført inden for de første 3 måneder, og der skal fremsendes en kopi af kursusbeviset til Arbejdsmiljøteamet i SDU HR på arbejdsmiljoe@sdu.dk. Arbejdsmiljøteamet journaliserer kursusbeviset på arbejdsmiljørepræsentantens personalesag. 
    Valg af kursussted træffes af den enkelte leder i samråd med den nyvalgte arbejdsmiljørepræsentant. SDU afholder obligatoriske arbejdsmiljøuddannelser ved starten af en ny valgperiode. Næste gang er i efteråret 2024.

Valgperioden gælder fra 1. august 2024 til og med den 31. juli 2027.

Arbejdsmiljørepræsentanten er beskyttet mod at blive afskediget og mod anden forringelse af sine forhold på samme måde som tillidsrepræsentanter på det pågældende eller tilsvarende faglige område. Arbejdsmiljørepræsentanten må ikke stilles ringere på grund af de aktiviteter, der er forbundet med hvervet. Reglerne om arbejdsmiljørepræsentantens beskyttelse følger de tillidsrepræsentantregler, der er aftalt i overenskomsten på det pågældende område. Tillidsrepræsentantreglerne fremgår af  Cirkulære om Tillidsrepræsentanter i staten mv.

I udgangspunktet er det ikke muligt at forlade sit hverv som arbejdsmiljørepræsentant i løbet af valgperioden. Kollegaer kan ikke vælte arbejdsmiljørepræsentanten - valget er forpligtende på begge sider. Ophører arbejdsmiljørepræsentantens beskæftigelse i det område, hvor vedkommende er valgt, ophører hvervet som arbejdsmiljørepræsentant ligeledes. 

Hvis man som arbejdsmiljørepræsentant ønsker at fratræde sin post, skal man tage fat i arbejdsmiljøteamet på arbejdsmiljoe@sdu.dk. Herefter vil arbejdsmiljøteamet kontakte vedkommende med henblik på at afklare mulighederne for at træde ud af erhvervet. 

Nej, det er ikke muligt at vælge en suppleant.

Enhedslederen har til opgave at igangsætte valget. Lederen kan motivere medarbejdergruppen til at lade sig repræsentere i arbejdsmiljøsamarbejdet ved fx at informere om ønskerne til det fremtidige samarbejde om arbejdsmiljø og om eksempler på nuværende og fremtidige opgaver. Lederen må ikke påvirke det enkelte valg fx ved at opfordre eller udpege enkelte personer til at stille op som arbejdsmiljørepræsentant. Enhedslederen har desuden til opgave at videreformidle resultatet af medarbejdernes valg til Arbejdsmiljøteamet.

 

Arbejdsmiljøorganisationen

 

Roller og opgaver i arbejdsmiljøorganisationen

 

Kom godt i gang med arbejdet som arbejdsmiljørepræsentant

Som nyvalgt arbejdsmiljørepræsentant har du ret til at modtage tilbud om supplerende arbejdsmiljøuddannelse svarende til 2 dage det første år af dit virke som arbejdsmiljørepræsentant samt 1,5 dag hver af de efterfølgende år af dit virke. Det er muligt at pulje tilbuddene, fx at der det ene år afholdes 3 dage, og året efter afholdes der ingen uddannelsesdage. 

SDU har hvert år forskellige tilbud om supplerende arbejdsmiljøuddannelse:

Du opfordres til at melde dit valg til din fagforening, hvor du har mulighed for at deltage i relevante kurser og få hjælp og vejledning i din rolle som arbejdsmiljørepræsentant. Kontakt din fagforening for at få nærmere information om hvordan du melder dit valg, og hvilke muligheder de kan tilbyde dig.

Medlemmer af en arbejdsmiljøorganisation skal have gennemført den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse inden for de første 3 måneder af sit virke. Hvis du er ny AMR eller AML og ikke ved en tidligere lejlighed har erhvervet dig et kursusbevis skal du tilmeldes den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse. 

SDU tilbyder to forløb:

På kurserne får man viden om vigtige områder og regler i lovgivningen, indblik i hvordan man kan arbejde med arbejdsmiljøet og de forventninger der er til medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen. Alt sammen med blik for, hvordan SDU bedriver arbejdsmiljøarbejdet. Kurser giver også mulighed for at skabe lokalt netværk på tværs af SDU. 


I tilfælde af, at både AMR og AML er nye i arbejdsmiljøarbejdet, er det vores anbefaling, at begge deltager i samme kursusforløb. Kurset finansieres af instituttet/området, hvor man er ansat.

For dig der er ny i arbejdsmiljøarbejdet på SDU, men har kursusbeviset fra et tidligere hverv, skal sende en kopi af beviset til arbejdsmiljoe@sdu.dk 

For dig som fortsætter hvervet, og tidligere har fremsendt kursusbevis til arbejdsmiljøteamet, behøver ikke gøre mere. 

 

Er det ikke muligt at deltage alle tre dage i et forløb, kan du gennemføre et uddannelsesforløb eksternt. 

Når valget af arbejdsmiljørepræsentanter er godkendt af ledelsen, anbefales det at:

  • du melder valget til din fagforening,
  • du hurtigst muligt tilmelder dig den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse.

Når du tiltræder, skal du og arbejdsmiljølederen holde et møde hurtigst muligt. Hér bliver du sat ind i opgaverne, og I kan aftale, hvad der skal ske først. På mødet drøfter I også samarbejde og roller i arbejdsmiljøgruppen. 

Arbejdsmiljøteamet anbefaler at du:

Hovedområdernes arbejdsmiljøudvalg (FAMU) og Hovedarbejdsmiljøudvalget (HOAMU)

Som medlem af arbejdsmiljøorganisationen kan man bidrage til det strategiske arbejdsmiljøarbejde for sit hovedområde ved at indtræde i FAMU og HOAMU:

  • som arbejdsmiljøleder vil man blive udpeget af lederen af hovedområdet til at sidde i FAMU og HOAMU og 
  • som arbejdsmiljørepræsentant skal man vælges iblandt øvrige medarbejderrepræsentanter for det pågældende hovedområde. 

 I august 2024 vil alle arbejdsmiljørepræsentanter blive indkaldt til møde, hvor der afholdes et lukket valg for FAMU og HOAMU. Nærmere information om valgene vil fremgå af mødeinvitationen.

Alle arbejdsmiljørepræsentanter opfordres til at deltage aktivt i valgene, så de valgte sidder på et tydeligt mandat. Vi håber også på at mange stiller op og har lyst til at være med til at forme SDUs overordnede arbejdsmiljøarbejde.

Campusarbejdsmiljøudvalget (CAMU)

Noget nyt i SDUs arbejdsmiljøorganisering er der etableret et koordinerende arbejdsmiljøudvalg i byerne uden for Odense. Dette med henblik på at forebygge og håndtere campusspecifikke arbejdsmiljøforhold. 

Som medlem af arbejdsmiljøorganisationen, der dækker medarbejdere og ledere i campusbyerne, er det muligt at indtræde i CAMU. 
Fra hvert hovedområde, som er repræsenteret i den enkelte campusby, indtræder én AML og én AMR:

  • AML bliver udpeget af lederen af hovedområdet, mens 
  • AMR skal vælges iblandt øvrige AMR’er. 

 I august vil berørte AMR’er blive indkaldt til et møde, hvor der afholdes et lukket valg blandt repræsentanterne. Nærmere information om valget vil fremgå af mødeinvitationerne. 


Få mere information

 

Sidst opdateret: 21.02.2022