Skip to main content
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Studieordninger - opdatering

Overordnet generel information


Målgruppe for fakultetets uddannelsessider er først og fremmest de studerende – såvel potentielle som indskrevne. Fakultetets uddannelsessider skal opbygges ud fra en fælles genkendelig struktur, og navigationen skal overholde fælles standarder, herunder fakultetets retningslinjer for web .


Uddannelsessiderne er tillige et ”værktøj” for studienævnssekretærer, studiesekretærer og Studieservice – Registrering & Legalitet. Hele undervisnings- og eksamensplanlægningen tilrettelægges i stort omfang i henhold til oplysningerne på uddannelsessiderne.


Det er studienævnenes ansvar at kvalitetssikre de oplysninger, der gøres tilgængelige på internettet, ligesom det påhviler de respektive studienævn at informere samarbejdspartnere om ændringer, der berører samlæste fag.


Studieordninger


Studieordningerne ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet består af


·         selve studieordningen (=overordnede beskrivelser og regler),


·         fagbeskrivelser, der opdateres før hvert semester samt


·         eksamenspensum, der opdateres før hver eksamenstermin.


Studieordningerne kan endvidere være suppleret af en bilagsdel, der beskriver linjer / profiler og/eller campusspecifikke forhold.


Fakultetets studieordningsskabeloner skal anvendes ved udfærdigelsen. Sidst opdaterede version af studieordningsskabelonerne kan rekvireres ved Kvalitet, Legalitet og Udvikling (klu@sam.sdu.dk). Studieordningsskabelonernes på forhånd udfyldte tekster må ikke rettes uden tilladelse fra fakultetet. Fakultære beslutninger, som skal indgå i studieordningerne, fremgår af skabelonerne.


Det er studienævnenes ansvar, at bekendtgørelsernes regler overholdes, at identiske oplysninger i studieordnings- og fagbeskrivelsesdelen er samstemmende, og at studieordningerne lever op til fakultetets kvalitetskrav.


Studieordningen udfærdiges på dansk og/eller engelsk afhængigt af udbudssprog.


Studienævn, der har ansvaret for uddannelser, der kombinerer flere fagområder, forestår selv al koordination mellem relevante fagområder og/eller relevante studienævn.


Studieordningerne skal være færdiggjort ved fremsendelse til Dekanens godkendelse. Fakultetet påser udelukkende, at der ikke er misforståelser eller misfortolkninger i forhold til gældende lovgivning og fakultetets overordnede rammer, men fakultetet er ikke korrekturlæser.


Ved udarbejdelse af studieordninger og væsentlige ændringer heraf skal der i medfør af uddannelsesbekendtgørelsen tages en drøftelse med det relevante aftagerpanel, ligesom der skal indhentes udtalelse fra censorformandskabet om de forhold, der berører prøve- og eksamenssystemet, jf. eksamensbekendtgørelsen. Ligeledes skal der sikres en koordinering med andre universiteter, der udbyder samme eller beslægtede uddannelser.


Ved ændringer i eksisterende studieordninger fremsendes kun ændringerne til godkendelse, og det skal af materialet fremgå, hvori ændringen består. Hvis ændringen har økonomiske konsekvenser, skal det tillige oplyses, om der er opnået økonomisk tilsagn fra de berørte institutledere.


Studieordninger, som videreføres uden ændringer fra et uddannelsesår til et andet, og som tidligere er godkendt af dekanen, skal ikke genfremsendes til godkendelse ved dekanen. Fortsætter en studieordning fra én årgang til en anden, påføres i studieordningens fodnote "Gældende fra og med + årgang", så det tydeligt fremgår, at studieordningen omfatter flere årgange. Når der pga. større ændringer udarbejdes en ny studieordning, gældende for en ny årgang, tilføjes på tidligere årgange "til + årgang", så det derved fremgår, i hvilken periode en studieordning har været gældende.


Eksempel ved oprettelse af studieordning: Gældende fra og med 2010.


Eksempel ved "lukning" af studieordning: Gældende fra 2010 til 2012


Nye uddannelser og reform af eksisterende

Oprettelse af nye uddannelser eller større studiereformer, der udløser helt nye studieordninger, forudsætter dialog med dekanatet om de politiske overvejelser, der ligger til grund for oprettelsen /reformen, samt afklaring af eventuelle økonomiske implikationer. Efter opnået enighed skal studieordning indeholdende progressions- og sammenhængsskemaer samt et komplet sæt fagbeskrivelser fremsendes til godkendelse ved Dekanen.

Sidst opdateret: 20.07.2022