Skip to main content
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Undervisning - planlægning

Efterårssemesteret starter 1. september og slutter senest ved indgangen til juleferien. Forårssemesteret starter 1. februar og slutter senest 31. maj.


Som udgangspunkt afholdes undervisningen for dagstudierne i dagtimerne, hverdage kl. 8 - 18. Undervisning ud over dette tidsrum skal så vidt muligt undgås, men kan dog undtagelsesvis afholdes om lørdagen. Der må ikke planlægges undervisning på søn- og helligdage og øvrige dage anført under ’Undervisningsfri perioder’.

 

For at kunne samle undervisere og studerende til møder og informationsarrangementer, er tirsdag kl. 12-14 friholdt for undervisning. Der må ikke skemalægges undervisningstimer i dette tidsrum. Studienævnene kan dog efter dekanens godkendelse afvige herfra, hvis et skemalægningsproblem ellers ikke kan løses.

 

Fakultetet opfordrer undervisere, som er medlem af kollegiale organer, til at meddele skemalæggerne, at de ikke kan undervise tirsdage kl. 11-15.

 

Undervisningsfri perioder

Følgende dage og perioder er undervisningsfri:

  • Påske: Tirsdag før påske til 2. påskedag (begge dage inklusive) 
  • St. Bededag 
  • Kr. himmelfartsdag 
  • Pinse: 2. pinsedag 
  • Årsfesten: Sidste fredag i oktober 
  • Efterårsferie: Uge 42

 

Skemalægning – samlæste fag

Studienævnssekretariaterne har ansvaret for skemalægning af egne fag.

 

I de campusbyer, hvor der er samlæsning på tværs af studienævn, skal studienævnssekretariaterne i fællesskab indgå aftale om, hvordan skemalægningen bedst tilgodeser samlæsningens problemstillinger (samlæsning på tværs af fakulteter, studienævn, uddannelser, semestre og fagstatus). Dette skal ske under hensyntagen til lokalefordelingen og brug af samme undervisere og kan evt. kræve, at de implicerede studienævn indgår aftale om, at nogle fag skemalægges af anden skemalægger og/eller i en bestemt rækkefølge.

 

Derudover skal der indgås aftaler på tværs af campusbyer for de uddannelser, hvor der typisk anvendes samme undervisere på samme fag i flere byer (eksempel: Cand.merc.aud. i Odense og Kolding).

Sidst opdateret: 20.07.2022