To fakulteter – ét fælles administrativt samlingspunkt
Her bringer vi interview med fakultetsdirektør Torben Durck med ansvar for det fælles administrationscenter, som er bygget på det, der virker. Vi vil opleve administrationscentret fra 1. september.
Hvordan opbygger man en ny administration, der fastholder det, der allerede fungerer, når forudsætningerne ændrer sig?
Når vi den 1. september åbner dørene til et fælles administrationscenter, er det ifølge Torben Durck ikke et brud med det, vi kender. Det er et næste skridt.
Torben Durck uddyber, at vi bevæger os fra at have én samlet fakultetsadministration til en mere ‘distribueret’ model, hvor Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og SDU Business School begge vil blive understøttet af et fælles administrationscenter.
Målet er klart formuleret i den vision, vi arbejder videre med for administrationscentret:
“Med fremragende faglige fællesskaber 2.0 vil vi være anerkendt for at understøtte SBS og SAMFs aktiviteter og strategier professionelt og effektivt i et sømløst samarbejde i det samlede administrative fællesskab.”
Torben Durck understreger:
- Jeg tror på de ambitioner, der ligger i etableringen af en selvstændig Business School, og der kommer noget godt ud af strategiarbejdet med en ny fortælling for SAMF, der ikke længere skal favne så bredt. Administrationscenteret skal understøtte begge strategiske retninger og udviklingen over tid. Men det sker ikke over natten. Derfor har administrationscenteret SBS/SAMF et godt udgangspunkt i at starte nogenlunde, hvor vi er, og udvikle os i takt med de to fakulteter.
Det kendte er fundamentet
Udgangspunktet er ifølge Torben Durck enkelt:
Vi fastholder derfor afdelingerne, som vi kender i dag, fordi de leverer høj kvalitet og er organiseret på en måde, der virker. Og det er vores dygtige administrative medarbejdere og lederes faglige dygtighed, der får det til at virke. Kollegerne på de to fakulteter vil derfor opleve, at opgaveløsning og processer i høj grad ligner sig selv, og at relationerne til dem som brugere og samarbejdspartnere er intakte - eller opbygges til eksempelvis en ny SBS-administration. Det giver et stærkt afsæt for, at administrationscentret kan levere den kendte kvalitet.
Torben Durck uddyber:
- Der er selvfølgeligt også behov for ændringer og justeringer i den administrative praksis på de forskellige faglige områder. Det arbejdes der med i de enkelte afdelinger, i Fællesområdet og et særligt program for administration under dekanen og lederen af SBS. Vi har administrative kolleger, der arbejder særdeles ihærdigt for, at vi kommer på plads. En stor tak til dem.
Bekymringer er en del af bevægelsen
Torben Durck er bevidst om, at nogle medarbejdere kan være bekymrede, eksempelvis for at komme i klemme mellem flere parter eller for ikke at slå til i en ny struktur.
Det er reelle bekymringer. De udspringer af et ønske om at være tilstrækkelig i opgaveløsningen - helt enkelt, at gøre sit job godt og være anerkendt for det.
- Det er naturlige reaktioner i den nuværende situation, ligesom også de uundgåelige, nære mikroforandringer kan påvirke den enkelte. Derfor er det vigtigt, at vi som samlet ledelse skaber tydelige rammer og prioriteringer og er tilgængelige, når der er brug for det, siger Torben Durck og fortsætter:
- For at lykkes kræver det, at vi som ledelse kan arbejde tæt sammen og træffe beslutninger hurtigt, så organisationen oplever klarhed i en kompleks virkelighed. Derfor vil vi etablere et setup med et tæt samarbejde på ledelsesplan i administrationscenteret, SBS-administrationen, SBS-ledelsen og på institutterne på SAMF.
Hvad afgør, om vi lykkes?
Vi har allerede en stærk samarbejdskultur ifølge Torben Durck med høj trivsel og dygtige medarbejdere. Det nye er, at vi skal kunne navigere i en virkelighed, hvor administrationscentret agerer på vegne af to fakulteter. Hvor vi skal kunne repræsentere helheden med blik for de forskellige perspektiver, der er til stede. Administrationscentret skal derfor lægge sig i midterbanen.
Vi lykkes, hvis vi holder fast i det, vi er gode til: Vores faglighed.
- Relationer bliver afgørende, for med et fælles center følger også en større afhængighed af hinanden. Det stiller krav om at finde løsninger i fællesskab, også når det er svært.
-Vi skal finde det, man kan kalde en tredje vej - noget, som vi skaber sammen undervejs og gennem dialog, siger Torben Durck.
- Jeg glæder mig til at ”åbne dørene” den 1. september og sige:
Nu er vi i gang, og så arbejder vi os stille og roligt ind på en ny identitet som administrationscenter og med de to fakulteters retning fremad. For det, jeg ønsker mest af alt, er at se begge fakulteter gro og lykkes med deres ambitioner vel understøttet af administrationscentret, lyder det fra Torben Durck.