Hvorfor lave datamanagementplaner?
SIF tilsluttede sig ved årsskiftet 2019 SDU’s Open Science Policy, der indeholder politikker til, hvordan vi fremover håndterer data på SDU ud fra perspektivet om, at data skal være åbne og følge FAIR-principperne, bl.a. ved udarbejdelse af datamanagementplaner. Du kan læse mere om Open Science på SDU her
Kravet om datamanagementplaner er led i en international og national udvikling med et øget fokus på at kunne dokumentere, hvad der er sket med data i alle faser af et projekt for bl.a. at skabe gennemsigtighed og troværdighed omkring data. I Danmark bliver det fx i stigende grad et krav fra fonde, og internt på SDU stammer kravet som sagt fra Open Science-politikken. Lokalt på SIF skulle det også gerne blive en hjælp til, at vi som institut til en enhver tid har overblik over de data, vi behandler.
Fordele ved datamanagementplanen er bl.a., at der skabes klarhed over forhold i projektet, der alligevel skal tages stilling til i forbindelse med RIO-anmeldelser (fx behov for databehandleraftaler, samarbejdsaftaler, tilladelser, etc.), og derudover lægger Rigsarkivet op til, at man kan anmelde sit projekt til dem ved at indsende sin datamanagementplan.
Hvornår?
Datamanagementplanen udarbejdes i projektets planlægningsfase og inden anmeldelsen til SDU’s fortegnelse.
Ansvar og krav
Vi er forpligtet til at udarbejde datamanagementplaner for alle projekter, som vi anmelder til SDU RIO.
Projektansvarlige har ansvaret for, at der ligger en datamanagementplan, som løbende opdateres, når der er ændringer i projektet.
Vejledere for ph.d.- og specialestuderende er ansvarlige for, at studerende får skrevet og opdateret datamangementplanen.
Support
Der kan til enhver tid ydes support fra instituttets datamanager Anne Birgitte Ammari til udarbejdelse af datamanagementplaner. Du opfordres til altid at tage kontakt ved projektopstart og få drøftet de enkelte dele af datamanagementplanen igennem.