Skip to main content
Medarbejderportal

Direktøren direkte

Hvad laver direktøren egentlig? Det har mange spurgt mig om, og faktisk var jeg også selv lidt i tvivl, da Ole (vores dekan) bad mig tage over for en stund. Nu ved jeg, at direktøren på SIF laver utroligt mange forskellige ting.

Hvis vi zoomer ind, tager direktøren stilling til en masse dokumenter: godkender ugens tal, talrige budgetter, skriver under på forord, støttebreve, fondsskrivelser. Direktøren går til møder. Med forskningschefer, forskningsledere, sekretariatschefen og de forskellige administrative funktioner for at sikre sammenhæng og fremdrift i vores vigtigste opgaver omkring forskningsudvikling, fondsmuligheder, strategiske ansøgninger, forskerstøtte, undervisningsudvikling, udvikling af vores uddannelser og styring af økonomi og projekter. Direktøren går også til mange møder med offentlige og private samarbejdspartnere og fonde omkring strategisk vigtige satsninger, projekter, prioriteter og partnerskaber. Der er også en del møder med SDU systemet på tværs af universitetet og på det sundhedsvidenskabelige fakultet med dekanen og de andre institutledere på SUND om politik og retningslinjer fra forskningsministeriet, om strategiske prioriteter fra rektor og SDUs bestyrelse, om fakultetets økonomi, om drift af ph.d.-skolen, om arbejdsmiljø, om Nyt SUND, om livslang læring og en hel del andre ting. Direktøren holder mange oplæg og taler om SIF, om hvordan vi arbejder strategisk med impact og forskningsudvikling, om de vigtige emner på folkesundhedsområdet, om ideer til nye satsninger – og nogle gange taler til festlige lejligheder og i medierne.

Hvis vi zoomer ud er der tre vigtige ting, som direktøren tager sig af. Det drejer sig om (1) at holde fast i strategisk vigtige dagsordener for instituttet omkring forskning, undervisning og impact, og sikre at de bevæger sig fremad; (2) at trække på hele instituttets kompetencer indenfor forskning og administrative funktioner, når hun går i byen på vegne af instituttet – at være så mange skridt foran, at der er tid til at få hørt de rigtige og inviteret de rette med; (3) at være nysgerrig, opsøgende og pejlende overfor nye muligheder, der opstår ude i sundhedsfeltet, og bringe dem tilbage til instituttet, så de kan blive omsat til konkret værdi, hvis der er opbakning til det. Sagt ultrakort er direktøren et medie for hele instituttet. Det er vildt spændende, fordi SIF som kollektiv er uhyre mangesidigt, sprælsk og dybt intelligent.    

Sidst opdateret: 19.10.2023