Nyt SUND er overordnet udlagt i tre nord-sydgående spor, hvor laboratoriegangen ligger længst mod vest op mod Fællesskoven og længst muligt væk fra letbanen. Der er etableret arbejdspladser til laboranter og forskere umiddelbart overfor laboratorierne, så der er kortest mulig gang mellem kontor og laboratorier i hverdagen.
Midt i bygningen løber kontorsporet med kontorer, mødeområder, tekøkken og printrum. Både laboratorier og kontorområder er bygget op omkring fleksible standardmoduler, som eksempelvis tillader, at enheder kan udvides eller mindskes, og at forskningsgrupper kan bytte plads efter behov for samarbejde. Det sikrer en høj udnyttelsesgrad og understøtter en dynamisk udvikling af fakultetets forskning.
Laboratoriesporet og kontorsporet bindes sammen af tværgangene, hvor der er plads til uformelle møder. Der er også mødelokaler i forbindelse med tværgangene. Tværgangene forbinder desuden laboratorier og kontorer med det østlige spor, hvor undervisningsarealerne findes.
Fælles forskningsfaciliteter og funktioner
Forskningsfaciliteterne er planlagt, så en del af universitetshospitalets forskning bliver placeret i Nyt SUND og enkelte af SUNDs laboratorier er placeret i Nyt OUH tæt på de kliniske funktioner.
Også koblingen mellem Sundhedsvidenskab og Naturvidenskab bliver prioriteret, så der er ubesværet adgang mellem fakulteterne for forskerne, som også vil have fælles møde- og opholdsfaciliteter.
På Naturvidenskab vil der være adgang til tungt og avanceret forskningsudstyr som massespektrometri og imaging, på Sundhedsvidenskab vil Biomedicinsk Laboratorium give adgang til forskning i dyremodeller - og på hospitalet vil der være adgang til klinikken.
Translationel forskning
Adgangen til fælles funktioner og den tætte kobling fra basal forskning til klinik, som sammenbygningen af universitet og universitetshospital understøtter, giver den translationelle forskning fordelagtige vilkår, som kun findes få steder i verden.
Translationel forskning dækker over en samarbejdsstruktur, hvor der sker en hurtig overførsel af gennembrud i forskningen til afprøvning i en klinisk sammenhæng. Og omvendt kan spørgsmål, der udspringer af kliniske problemstillinger, hurtigt og effektivt undersøges i en forskningssammenhæng.
Der er allerede i dag vigtige translationelle forskningsprojekter mellem SDU og OUH, hvor den translationelle forskning bidrager til at forbedre menneskers sundhed og bliver værdiskabende for patienterne og samfundet.