Skip to main content
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Nyt SUND

Studenterorganisationer og studiemiljø i Nyt SUND

Det er ikke blot undervisning og forskning, som flytter fra Winsløwparken til Nyt SUND. Det gør SUNDs studenterorganisationer og -aktiviteter også. Og der bliver plads til det hele – blot på en ny måde.

Af Bente Kjær, 22-08-2023

Den 28. august 2023 starter undervisningen op i Nyt SUND, og den nye fakultetsbygning bliver for alvor taget i brug, når flere hundrede studerende indtager de mange nye faciliteter.

Blandt dem, som rykker ind i den nye bygning, er også de af SUNDs studenterorganisationer og -aktiviteter, som hidtil har holdt til i Winsløwparken.

De har derfor ryddet op, sorteret og pakket den sidste tid, så de nu er klar til at flytte til nye omgivelser på Campus Odense.

Fagligt og socialt samvær i Nyt SUND

For at finde de bedst mulige rammer for såvel faglige som sociale studieaktiviteter i Nyt SUND, har der op til flytningen været en løbende dialog mellem studenterorganisationerne og SDU’s ledelse.

Det har resulteret i, at der i Nyt SUND-bygningen nu er afsat lokaler til såvel opbevaring, møder og socialt samvær.

Der bliver således:

  • 1 lokale på første sal i Nyt SUND til mødeaktivitet for SUNDs studenterorganisationer.
  • 1 lokale på første sal i Nyt SUND til socialt samvær for SUNDs studerende.
  • 3 lokaler i kælderen til opbevaring af materialer for SUNDs studenterorganisationer.
  • Plads i tør biobank til opbevaring af materialer for SUNDs studenterorganisationer.

Se placeringen af de to lokaler på førstesalen i Nyt SUND her.

Faciliteter i Nyt SUND og på Campus Odense

I Nyt SUND er der desuden masser af uformelle mødesteder, studiezoner og lignende, som kan bruges til samlingspunkter – og hvor man også kan møde studerende fra SDU’s øvrige uddannelser.

Det er også muligt på resten af campus, som Nyt SUND jo er en del af. Her findes der desuden også masser af faciliteter for studerende.

Blandt andet ligger fredagsbaren Nedenunder ganske tæt på Nyt SUND, hvilket også er tilfældet med Cafe Ved Siden Af. Cafeen er ikke i drift nu., men hvis der er studenterforeninger, som har mod på at drive den for alle SDUs studerende, så er der mulighed for det. 

Epstein Bar

Epstein Bar flytter også med til Campus Odense, hvor den fortsat vil varetage forskellige funktioner og være en hjørnesten i det sociale liv for studerende på SUND.

Rammen for Epstein bliver blot en lidt anden.

Mens der vil være lokaler til såvel opbevaring som socialt samvær og hygge i Nyt SUND, arbejdes der fortsat på en løsning i forhold til de tilbagevendende cafe-arrangementer i Nyt SUND og den månedlige langbar på Campus.

Men status er altså, at der nok skal blive plads til det hele omend på en ny måde.


Redaktionen afsluttet: 22.08.2023