Bjarne Laursen går på pension 1. april efter et langt og spændende arbejdsliv her på SIF. Bjarne vil dog være på SIF en enkelt dag om ugen indtil videre, hvor han skal arbejde med Databasen Børns Sundhed og et voldsprojekt for ligestillingsministeriet. Når vi atter kan komme på SIF, vil Bjarne sandsynligvis komme til at dele kontor med Ulrik Becker.
Om Bjarne Laursen og hans tid på SIF skriver direktør Morten Grønbæk:
En stor tak til seniorforsker Bjarne Laursen for hans mangeårige kæmpe indsats for folkesundheden.
Bjarne Laursen har været ansat på SIF siden 2001. Bjarne har blandt andet haft ansvaret for den statistiske rådgivning af forskere i Center for Interventionsforskning, undervist i epidemiologi og biostatistik, vedligeholdt og afrapporteret på flere danske databaser og registre samt drevet en række større forskningsprojekter indenfor kronikker-, vold-, drukne og ulykkes- og børneområdet og meget mere.
Bjarne har altid været yderst vellidt og respekteret som kollega, medarbejder og underviser. De studerende scorer Bjarne topkarakter. Og ligeledes hans kolleger, for Bjarnes dør har altid stået åben, og hans imødekommenhed og faglighed vil blive savnet.
Bjarne har pr. 1 april valgt at stoppe som fuldtidsansat på SIF, men han forlader heldigvis ikke SIF helt. Bjarne vil således fortsat være tilknyttet Databasen Børns Sundhed og volds-projektet. Herudover vil han velfortjent få meget mere tid til familie, venner og rejser.
Vi ønsker Bjarne alt det bedste og takker for hans kæmpe indsats og engagement på SIF igennem 20 år.