På trods af den vedholdende coronasituation lykkedes det igen i år for Grønlands Center for Sundhedsforskning på Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet at gennemføre et internationalt ph.d.-kursus i weekenden. Der var i alt 18 deltagere på kurset. Deltagerne kom fra Canada, Rusland, Danmark, Norge og Grønland. Halvdelen af de studerende mødtes i auditoriet i Pikialaarfik bygningen og den anden halvdel tunede ind fra resten af verden via kursets virtuelle platform. Kurset kunne derfor fint afholdes inden for rammerne af det nuværende forsamlingsforbud på 20 personer i Nuuk.
Kurset blev muliggjort af en bevilling fra UArctic (University of the Arctic) og planlagt i samarbejde mellem tre forskningsmiljøer, der alle er en del af centeret. Disse er Center for Folkesundhed i Grønland (Statens Institut for Folkesundhed, SDU, og Ilisimatusarfik), Steno Diabetes Center Grønland og Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab (Ilisimatusarfik).
”Vi står overfor skelsættende nye teknologiske muligheder inden for arktisk sundhedsforskning med brugen af telemedicin og kunstig intelligens. Det kræver en række helt grundlæggende diskussioner på tværs af miljøer og fagdiscipliner med et særligt blik for borgere og patienters perspektiv og brugerinddragelse i den sundhedsvidenskabelige forskning. Det har derfor været en fornøjelse at diskutere netop disse emner med deltagerne på kurset ”, fortæller kursusansvarlig og adjungeret seniorforsker ved Ilisimatusarfik, Christina Viskum Lytken Larsen. ”Det hybride kursusformat med både online og fysisk deltagelse fra undervisere og studerende fungerede igen i år forrygende.”, afslutter Christina Viskum Lytken Larsen.
På kurset var der fokus på implementering af sundhedsfremmende indsatser, diabetesforskning, brugerinddragelse, forskerpositionering, komplekse interventioner og brugen af kunstig intelligens i sundhedsforskningen. Kurset faldt desuden sammen med verdensdagen for diabetes, så deltagerne begav sig i fællesskab ud på en kold gåtur som en del af det verdensomspændende initiativ på dagen Global Diabetes Walk 2021.
Grønlands Center for Sundhedsforskning blev etableret ved Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab i 2008. Centeret arbejder for at fremme og forankre forskningssamarbejdet inden for Grønland, og for at lette samspillet mellem forskere fra andre lande med det grønlandske samfund. Læs mere om centeret her
The University of the Arctic (UArctic) er et netværk af universiteter og forskningsinstitutter verden over, der arbejder med uddannelse og forskning i Arktis. Læs mere om UArctic her