Skip to main content
Servicesider

Arkitektur

Entreprisearkitekter

Entreprise- og løsningsarkitektur, eller den korte version arkitektur, har til formål at få forskellige grupper af kolleger på SDU til at snakke samme sprog på tværs af opgaver/aktiviteter, systemer og data samt teknologi. Dette understøtter dermed et samlet syn på universitetet, med afsæt i digitaliserings- og udviklingsstrategien og på tværs af afdelinger og fagområder. Arkitekter er dermed primært ’oversættere’.

Entreprisearkitekten refererer til arkitekturboardet, hvor alle væsentlige arkitekturrelaterede beslutninger bliver taget - beslutninger, der bygger på følgende fire hovedprincipper:

Princip 1:  SDU er et universitet og en del af det offentlige Danmark

Princip 2: SDU vil være en digital frontløber, der står på en robust platform, der giver os forretningsmæssig agilitet

Princip 3: Lad os gøre det enkelt

Princip 4: En balanceret, men ambitiøs, realisering og anvendelse af arkitekturprincipperne

Interesserede kan læse mere om principperne i Arkitekturprincipper på SDU - Udgangspunkt og principper.

I det daglige bygger og vedligeholder entreprisearkitekten en samlet struktur, og forestår udbredelse af de fælles sprog, som den Fællesoffentlige Arkitektur lægger op til, vi anvender på SDU. Dette arbejde foregår på tværs af IT, Digitalisering, uddannelses- og forskningsområderne, både relateret til driften og mellem programmer og projekter, og består blandt andet af systemoversigten, oversigter over arbejdsprocesser, afholdelse af kurser i f.eks. BPMN (procesnavigatørkurset), samt samarbejdet med Compliance angående GDPR og informationssikkerhed.

I program- og projektsammenhæng understøtter entreprisearkitekten en fælles retning for indkøb og udvikling af systemer, så SDU for eksempel undgår at bruge for mange systemer, der ligner hinanden eller opfinder begreber, roller og modeller, der ”stikker i hver sin retning”. Her har løsningsarkitekterne en afgørende rolle, da det er dem, der er med til at sikre, at vi arbejder med arkitekturen indenfor de rammer, vi har sat i fællesskab i hvert enkelt program eller projekt.

Forretningsarkitekter

Forretningsarkitekter på SDU har først og fremmest en dyb forståelse af et konkret fagligt område (såkaldte subject matter experts eller faglige specialister). Derudover kan de anvende relevante værktøjer fra arkitekturværktøjskassen og er dygtige til at navigere i samarbejdet mellem deres fagområde, løsningsarkitekter og repræsentanter fra SDU Digital, primært i relation til procesforbedringer, samt smart brug af systemer og data. Endelig er de med til at indsamle og kvalificere alle de gode ideer, som deres kolleger ligger inde med, med henblik på at understøtte SDU’s overordnede mål om at frigøre penge til vores kerneopgaver og for at sikre, at SDU (for)bliver en digital frontløber.

Løsningsarkitekter

Vores løsningsarkitekter arbejder med arkitektur indenfor de rammer, vi har sat i individuelle programmer eller projekter og sikrer, at dette arbejde er afstemt med SDU’s overordnede arkitektur (enterprise arkitektur) på tværs af de forskellige arkitekturområder: forretningsarkitektur, data- og applikationsarkitektur samt infrastruktur- og sikkerhedsarkitektur. Det er dem, der er ”vejen ind” til de mere teknisk orienterede kolleger i SDU Digital og SDU IT, og de er en tæt samarbejdspartner for projektledere og -ejere, når det for eksempel handler om valg af teknologi, afstemning mellem processer og systemer, samt hvordan vi bruger begreber (f.eks. medarbejder eller studerende) ensartet på tværs af programmer og projekter.

Infrastrukturarkitekter

Endelig er vores infrastrukturarkitekter med til at sikre, at processer og systemer har den rette teknologiske forankring. De holder et vågent øje med, at SDU har de rette forudsætninger for at sikre en stabil drift af de systemer vi allesammen anvender i løsningen af opgaverne på SDU.

Sidst opdateret: 02.10.2024