Transformation
Hvordan skaber vi effektive og motiverende møder?
De fleste af os bruger rigtig meget tid på møder. Nogle gange fører møder til fremragende resultater, andre gange er de en tidsrøver.
SDU Digital Transformation leder og faciliterer møder og workshops på det meste af SDU. Ja, faktisk bruger de fleste af os rigtig meget tid på møder. Nogle gange fører møder til fremragende resultater, andre gange kan de være en tidsrøver. Derfor satte vi effektive og motiverende møder på dagsordenen for vores Transformationsdag. Da de rette rammer er vigtige for et mødes og en workshops succes, havde vi valgt det dejlige lokale SKY på Campuskollegiet som rammen om dagen.
Gennem en kombination af oplæg, diskussioner og praktiske øvelser styrkede vi vore evner til at planlægge og facilitere effektive og motiverende møder og workshops. Nogle i Transformation var på forhånd garvede mødeplanlæggere og facilitatorer. Alle var ved dagens slutning dog enige om, at det var godt at (gen)besøge de udfordringer, der ligger i opgaven som mødeleder eller mødedeltager.
Vi kan meget hurtigt komme til at lade tidspres og dårlige vaner tage over, hvis vi ikke er meget bevidste om, hvad vi gør. Ja, de fleste har vel prøvet at være indkaldt til et møde, med en spinkel dagsorden og meget lidt viden om, hvad der forventes af os. Det må bare ikke ske!
Undervejs opmuntrede og udfordrede Bon og Birgitte – der havde tilrettelagt dagen - de øvrige i Transformation med en række fokuserings- og teambuildingøvelser, energizers og ice breakers. Blandt dem Speeddating, Strække-ud-og-åbne-op, Kend dit indre dyr, Kryds krokodillesumpen og Pop-up som et popcorn med din evaluering af dagen. Lige til at omsætte til praksis i fremtidige møder og workshops.
Dagen sluttede i strålende solskin med mad og drikke ved Storms Pakhus, før næsen blev vendt hjemover mod Vejle, Esbjerg, København, Nyborg, fynske småbyer og odenseanske forstæder.